Du er her: 

Samtaler for gravide i Strandmarkskirken

24.05.2017

I Strandmarkskirken mødes gravide med præst Rose Marie Tillisch og jordemoder Elsbeth Sørensen til samtaler for gravide.

For mig har gravidsamtalerne givet mulighed for at skabe et helt særligt rum til at fokusere på barnet i maven og give det kærlig opmærksomhed og omsorg, fortæller Lea Thordsen, som er en af de nybagte mødre der har benyttet sig af tilbuddet mens hun var gravid. Til samtaler for gravide skaber Rose Marie Tillisch og jordemoder Elsbeth Sørensen tid, ro og et fortroligt rum til at dele store og små tanker om graviditet og de forventninger der knytter sig til den. Kombinationen af en præst og en jordemoder som facilitatorer for møderne har fungeret virkelig godt med henblik på at få både de fysiske og psykiske forandringer, der sker under en graviditet belyst fra forskellige vinkler, fortæller Lea, der synes det var en dejlig oplevelse at møde andre gravide og dele de tanker man som gravid kunne gå med i et fordomsfrit rum. 

 

Samtalernes temaer

Samtalerne er tilrettelagt på baggrund af erfaringer fra Sydhavn sogn, hvor sognepræst Helene Ferslev og forskningschef Henrik Norholt, der forsker i småbørnspsykologi og familiedannelse, har udviklet et forløb. Samtalerne foregår i små grupper af max. 4 gravide og tager udgangspunkt i 6 temaer: Graviditeten, Det ufødte barn, Dig som mor, En ny familie, Fødslen og til sidst Livet med det lille barn. 

 

Der er plads til nye deltagere i gravidsamtalerne

Præst og jordemoder, har det seneste stykke tid fået billeder af nyfødte babyer fra de første deltagere i gravidsamtalerne. De optager løbende nye deltagere på formiddagsholdet, ligesom de som noget nyt åbner op for gravidsamtaler først på aftenen.

Der bliver holdt samtaler for gravide om formiddagen kl. 9.30-11.30 den 31. maj, 14. juni, 28. juni, 19. juli, 16. august og 30. august. Eftermiddags/aften-samtalerne fra kl. 17.00-19.00 bliver holdt første gang den 21. juni og derefter den 19. juli og den 23. august. Dem der vil være med skal tilmelde sig hos sognepræst Rose Marie Tillisch på rmt@km.dk.

Lea kan nu nyde sin lille dreng og se tilbage på sin oplevelse med samtaler for gravide. ”Jeg har altid været i godt humør, når jeg gik hjem efter gravidsamtalerne, fordi jeg følge at jeg havde givet mit barn tid og nærvær”, fortæller Lea. 

Del dette: