Basar

Med loppemarked, lotterier, boder og café slår Strandmarkskirken hvert år i november dørene op til sin traditionsrige basar. Basaren blev oprindeligt etableret for at indsamle midler til byggeriet af kirken, og den er med sine hyggelige traditioner blevet et fast samlingspunkt for mange af kirkens frivillige og for masser af mennesker fra lokalområdet.

I kirkens håndarbejdskreds har man gennem hele året arbejdet på at lave fint håndarbejde, som sættes til salg på basaren. Det er en stor gruppe frivillige der står bag basaren. De har forberedt sig gennem lang tid med at klargøre boderne og loppemarkedet, og de lover også at være helt klar med lækre ting til cafeen.

For børnene er der skattejagt, fiskedam og meget mere. Der er mulighed for at købe en børnebillet til 25,- kr., som giver adgang til at prøve en række aktiviteter.

Overskuddet fra basaren deles mellem kirkelige foreninger og velgørende organisationer. Herunder de Grønne pigespejdere, FDF, Julemærkehjemmene, Strandmarkskirkens Håndarbejdskreds, Menighedspleje (herunder julehjælp) og Menighedskreds.

Basaren afholdes i Strandmarkskirken Torsdag den 16. november og fredag den 17. november fra kl. 13.00 – 18.00.

 

Vil du hjælpe til næste gang vi holder basar?

Der er altid brug for mange hænder til basaren. Har du lyst til at give en hjælpende hånd med næste gang, eller vil du vide mere, kan du kontakte basarens formand Niels Christian Poulsen på ncp@km.dk eller tlf. 21 61 78 02. 

 

Eftermiddagsbanko 

Udover basaren holder basargruppen også eftermiddagsbanko. Se i kalenderen hvornår de frivillige er klar til den næste omgang hyggelig eftermiddagsbanko.

 
Del dette: